My New Band Believe

Please Please You & Brudenell præsenterer... *Dette er et stående show* My New Band Believe’s debutalbum begyndte som en febersygeagtig drøm. Forvirret i et kinesisk hotelværelse kæmpede Cameron Picton sig igennem de værste symptomer på en pludselig sygdom, da han blev overvældet af glimt af mærkelige billeder og løse bånd af usammenhængende tekst. Musikeren ville senere redde og forme nogle af disse fragmenter til sange, men det der satte sig mest tydeligt i hans sind, var den underlige sætning: “My New Band Believe.” Da det var tid til at navngive hans soloprojekt, var der ingen tvivl; denne uhåndterlige sammensætning af ord skulle være hans signatur. Picton ville være den første til at indrømme, at han nogle gange skammer sig over navnet, undertiden finder det cheeset og inderligt, tvivlsomt selvbevidst og ikke engang helt grammatisk korrekt. Men på andre måder har han aldrig tvivlet på dets mærkelige genialitet. My New Band Believe fungerer som en genintroduktion og en frisk start, der både hypper sin skaber og anerkender den kollektive indsats, der gik ind i skabelsen. Det er også en åben invitation, et subtilt nik til lytteren om, at hvis man er villig til at møde musikken på dens egne vilkår, bliver man belønnet for at tage springet ud i det ukendte. Som bassist og lejlighedsvis frontmand for black midi praktiserede Picton og hans bandkammerater en eksplosiv form for musikalsk verdensopbygning, hvor de vævede komplekse fortællinger gennem spændende passager af kontrolleret kaos. Da gruppen opløste sig i 2023, følte kunstneren ikke straks lyst til at lave en solo-plade eller kaste sig ud i et nyt band. Løse planer om at være roterende samarbejdspartner med forskellige London-bands à la Jim O’Rourke, inklusive caroline, blev diskuteret og endda øvet, men materialiserede sig aldrig helt. Det var fra denne position som hverken helt holdspiller eller bandleder, at Picton trådte ind i studiet, og sporerne til My New Band Believe begyndte gradvist at tage form. Gruppens debut er en massiv og hallucinatorisk plade. Det er en samling musik, der svinger gennem vildt forskellige følelsesmæssige og tematiske registre, samtidig med at den udfolder en uendeligt fængslende tråd af drømmelogik. Picton er en upålidelig men karismatisk fortæller, og sammen med en skare af stjernespillere inklusive Kiran Leonard, Caius Williams, Steve Noble, Andrew Cheetham og medlemmer fra caroline guider han lytteren gennem et hastigt udfoldet multivers af deres egen skabelse. Med My New Band Believe træder han ikke bare i karakter som leder, men arrangerer modstridende, fragmentariske og hysteriske ideer, indtil de danner en strålende slags mening. My New Band Believe er lige så episk og storslået som Pictons tidligere arbejde i black midi, men lydbilledet er hurtigt og letfølt snarere end brændende. Albummet er næsten udelukkende akustisk og bruger den sparsomme mængde rumklang og elektroniske effekter, der overhovedet er mulig. Det ville dog være en fejl at tro, at disse lette tiltag betyder, at musikken er mindre maksimal. Lydbilledets klarhed fremhæver blot dens dynamik. Med afsæt i et strygekvartet lagdelt utallige gange over sig selv leder Picton sit band, så hver sang dannes, spredes og samles igen, sådan at opløftet i den ene sang kolliderer hovedkulds med et andet spor. Inspireret af Bert Janschs hypnotiske, hårdtkørende guitarspil og Judee Sills panoramaagtige pop er My New Band Believe både altomfattende og konstant i forandring. Opbygningen af disse sange er essentiel for at dramatisere deres rasende følelser. En sang som 'Actress' vejer en vens evne til at ødelægge sig selv mod bredden af deres drømme, som Picton ledsager med musik, der ligger lavt, indtil den pludselig stiger til vejrs. 'Opposite Teacher' raser mod skæbnen at blive ligesom sine forældre, men som sporet gradvist når en feberagtig højde, kan det alligevel ikke undgå at falde tilbage til sin cykliske (og genkendelige) guitarlinje. Selvom bandets lyd er stærkt selvsikker, trives Pictons sangskrivning med dyb tvetydighed. Musikeren indtager et konstant skiftende perspektiv og giver form til sine fortællerkarakterers levende indre liv. Pictons figurer er søgende, der brændende forfølger genstanden for deres begær gennem snoede gyder og tilgroede labyrinter i hans musik. 'Target Practice' møder ham ansigt til ansigt med sit mål. Nummeret vender blodtørstig vigilante-handling til en medrivende fællessang, mere en kabaretagtig hyldest end en mordballade. Det er en hul hævnfantasi, hvor hans karakter, ved at holde et mere magtfuldt menneskes liv i kikkertsigte, føler, at han har fået sin egen handlekraft tilbage. Selv når stien er dunkel, og det, Picton følger, er mere skyggelagt, presser han modigt fremad. Indflydelsen fra figurer som Jansch og John Renbourn er mest tydelig på 'Heart of Darkness,' der kanaliserer en historie af transatlantisk fortolkning og eksperimentering for at placere sin hovedpersons søgen i en musikalsk tidsforsinkelse. 'One Night' er smukt, næsten smertefuldt åben: en miniature Dennis Cooper-roman, hvor Picton sætter sin krop på spil for forbindelse, sulten efter en form for intimitet, han ikke helt kan sætte ord på. 'You are not the man I took you for,' synger han med et undertrykt suk, mens han cykler gennem voldelige hookups og flygtige øjeblikke af sødme og holder ud på et glimt af intimitet og genkendelse. Picton har en evne til at indfange atmosfærisk angst og et sjældent talent for at destillere det til popsange. Der er en dyb sandhed i den måde, han maler med overvældende og blandede følelser. 'Love Story' er et af albumsets højdepunkter. Sangen fanger Picton i sit es: bliver hjemme, laver mad, føler sig sexet for sin partner, indtil det pludselig er væk. På et øjeblik kastes sangens ukomplicerede sødme pludselig i relief af tabets spøgelse. Det ville være én ting, hvis My New Band Believe stagnerede i nutidens frygt, men gennem debutpladen beviser Picton, hvor dygtig han er til at fange dens modstykke; mennesker, der bryder fri af deres frygt til noget større end sig selv. Med dette album tilbyder Picton et projekt, man virkelig kan tro på.