Cola

Please Please You & Brudenell præsenterer...   C.O.L.A. er en slags selvbetitlet album. Det er en forkortelse for Cost of Living Adjustment, en passende konceptuel ramme for bandets tredje plade. Hvorfor? Fordi C.O.L.A. blandt andet behandler socialisme versus helvede. Det tænker over at kaste livets terninger. De mærkelige og søde stik, som nostalgi kan fremkalde. Dette er ikke nyt territorium for bandmedlemmerne Tim Darcy, Evan Cartwright og Ben Stidworthy. Det er, ifølge Cartwright, en “fordybning af det, vi har lavet.” C.O.L.A. er et indviklet, smukt og til tider mærkeligt album. Det er bandets mest gennemførte udgivelse. En perfektion af nøje forfinede æstetiske impulser.  Cola som band, siger Darcy, defineres af en “smagfuld minimalisme.” En dyb forståelse for at skabe musik, der er romantisk, subtil og bedægtigt intens. C.O.L.A. er dog bandets mest maksimalistiske værk til dato. Det er lidt tungen lige i munden (“Vi var så bekymrede,” siger Cartwright, “over at alle sangene på denne plade skulle være for forskellige”). I praksis betyder denne maksimalisme, at en sang som “Hedgesitting” både har ægte trommer og et samplet trommeloop. “Hedgesitting” er en smuk, frodig sang. Den minder om en dekonstruktør, chopped & screwed b-side fra The Cure’s Disintegration. Den skylder også lidt til Sarah Records. “When you were young,” synger Darcy i sangens begyndelse, “you came to make it.”  C.O.L.A., som alt det bandet skriver, er dybt samarbejdsbaseret. Bandet skriver alt hver for sig, og samles så for at arbejde sammen i studiet. Kig igen på “Hedgesitting” for at se det i praksis, som startede med akkorder, Darcy havde sendt, hvorefter bandet udvidede den sammen, med Stidworthy der remiksede lige inden studieturen. Denne arbejdsdeling fungerer intuitivt. Det er en del af bandets DNA at tage et arrangement skrevet af Stidworthy og så lade Darcy og Cartwright bygge videre på det. Tag f.eks. “Favoured Over the Ride.” “Jeg ville skabe en mørk, melankolsk palet, som Tim kunne skrive tekster til,” siger Stidworthy. Sangen starter med et ensomt, drømmende guitarriff. Så kommer en skarp baslinje, og det hele træder frem: “What’s on the ceiling that’s caught your gaze?” synger Darcy. Et øjeblik af klarhed på et album, der hviler i abstraktion. C.O.L.A. er fyldt med disse klargørende øjeblikke: hvor en hel følelsesvirvel bliver så tydelig, at det næsten gør ondt.  Et af målene med C.O.L.A. var at lade melodien styre teksterne. Dette er et tydeligt skift fra den sprechgesang, der har været en bærende del af mange af Darcys tidligere plader. Her er vokal-melodierne på samme niveau som alle de andre melodier på pladen. Men teksterne er lige så poetiske og præcise som noget Darcy har skrevet før (“Det er ikke,” joker han, “som om vi laver en Cocteau Twins-sang.”) Resultatet er et album, der nådesløst er bevidst om alle dets dele og behandler dem som lige vigtige. C.O.L.A. er et album, der taler til sig selv: hvor alle dets dele er i direkte samtale med hinanden. Lydene flyder ikke sammen, selv når de er store og rummelige. Det er abstrakt, obskurt, til tider mærkeligt – hvad du end vil kalde det. Men det er også smukt, i klassisk forstand. Smukt som et maleri kan være det. Virkelig, virkelig fantastisk. Næsten hugget i sten i måden, det legende og målrettet udnytter eksperimenter. På “Skywriter’s Sigh” for eksempel syder og flakker det. Det nærmer sig det sublime. Det er Cola, bandet, på sit ypperste.