Cloud Nothings

Brudenell præsenterer... Nogle bands rammer aldrig ved siden af. Denne sjældne race udgiver konsekvent fantastiske albums hver anden eller tredje år og undgår de lange pauser eller grusomme musikalske fejltagelser, der ofte følger med at opnå lang levetid. Det er en ofte overset pålidelighed, da få indser, hvor bemærkelsesværdigt det faktisk er at bringe kunst til verden i dette tempo uden at lade kvaliteten falde. I næsten 15 år har Cloud Nothings fortsat været i mål, og de er blevet en del af vævet i moderne indie rock, som vi kender det, med en stribe fantastiske albums. Denne række fortsætter uformindsket med deres seneste album, Final Summer – et album, der er så selvsikkert, så øjeblikkeligt tilfredsstillende, at det tvinger dig til at pause og indse, at du lytter til et af de store amerikanske rockbands i deres bedste stunder. Dannet i 2009 af guitarist/vokalist Dylan Baldi, har Cloud Nothings udviklet sig fra et enmands lo-fi projekt til en fint stemt enhed, der også består af trommeslager Jayson Gerycz og bassist Chris Brown. Cloud Nothings har, gennem så mange år og så mange albums (ni eller ti “alt efter hvordan du ser på det,” griner Baldi), eksisteret længe nok til at være vidne til alle slags musikalske øjeblikke komme og gå, men hemmeligheden bag deres udholdenhed handler ikke om klogt at navigere i trends. “Vi har bare aldrig følt os drevet til at stoppe,” forklarer Baldi. “Det er ikke sådan, at det gør os til millioner af dollars, men det er et fantastisk job, det er det, vi elsker at lave.” Gerycz tilføjer, “Det er stadig så sjovt hver gang, vi gør det, hver gang vi går ned i kælderen og begynder at skrive.” Og det kan ses. Optaget med Jeff Zeigler (Kurt Vile, The War On Drugs, Torres, Purling Hiss), mixet af Sarah Tudzin (Porches, Tim Heidecker, Pom Pom Squad) og masteret af Jack Callahan (Ryley Walker, Merchandise, Wolf Eyes), er Final Summer sprængfyldt med den ubekymrede glæde, der kun kommer fra at spille guitarer og trommer højt. Dette er ikke arbejdet fra et skrabet nyt band, der presser alle deres idéer ind i et debutalbum eller grizzled veteraner, der kæmper sig gennem en anden udgivelse: det er et af de strammeste og mest opkvikkende rockbands, der er aktive i dag, drevet til at lave den bedste version af sig selv. “Jeg kan bare godt lide at lave ting,” siger Baldi. “Jeg elsker at have noget, jeg har lavet ved dagens ende, selvom det bare er én sang. Det er som bevis på, at min dag fandt sted. Jeg prøver altid at forfine det, vi laver, som er at lave sange, der tager dig fra et sted til et andet.” Meget få bands tager lytterne med på den slags rejse inden for en fangende rocksang så effektivt som Cloud Nothings, og albummets åbningsnummer, titelnummeret, beviser præcis hvorfor. Et brus af sprællende synthesizere sætter scenen, før bandet brøler til live med et skærende riff og Gerycz' drivende beat. Derfra er det lag efter lag af sammenflettede melodier og guitarlinjer, alt sammen stigende aktion, mens Baldi lægger ud med albumets overordnede lyriske idéer. “Det handler om at føle sig okay i øjeblikket,” siger Baldi. “Mange af disse sange endte med at handle om at klare sig eller forsøge at blive bedre på trods af alt.” Hans tekster får ofte en mantra-lignende kvalitet, hvor han bruger gentagelse og en unik leveringsmetode til at grave noget dybere ud af observationer om de triviale eller frustrerende dele af livet. På det tidlige Final Summer-fremhævelse “I’d Get Along” gentager Baldi “hvis der ville ske noget med mig...” igen og igen, hver gang med tilføjelser til spændingen, før sangens virkelig massive omkvæd eksploderer med en kakofoni af fuzzede guitarer og en hylende “I’d get along.” Gennem albummet rammer Cloud Nothings deres karakteristiske balance mellem opfindsomhed og tilgængelighed, med hvert nummer fyldt med hooks, men også de slags detaljer og drejninger, der belønner gentagne lytninger. “The Golden Halo” føles som et to minutter langt omkvæd, hook efter hook, der kaster sig fremad med en motorik beat og et stadig voksende hav af stemmer, mens andre sange som “Mouse Policy” eller “Running Through The Campus” tager meget bogstavelige idéer og spinder dem til noget andet gennem mure af tykkende bas og tordnende distortion. På Final Summer-closeren “Common Mistake” synger Baldi, “Dette er dit liv, det er en almindelig fejl. Vi skal nok klare os, bare giv mere end du tager.” Det er en slags tilsyneladende direkte tekst, som han excellerer i, en klar og ægte følelse filtreret gennem en melodi, der sidder fast i dit hoved, før den første omkvæd er slut. Linjen kunne næsten være en tilfældig missionserklæring for bandet selv: en gruppe, der skaber med en arbejdsom forpligtelse, der giver lytterne noget autentisk og kunstnerisk i et ubarmhjertigt tempo. Cloud Nothings rammer aldrig ved siden af, og du vil heller ikke gå glip af dem.